I denne artikel hjælper vi dig med at bekæmpe lopper i hjemmet, hvis du har fået den ubudne gæst inden for dørene. Vi vejleder dig i, hvad der er kendetegnende ved lopper, hvordan de kommer ind i hjemmet og hvilke tiltag der skal til for at slippe af med dem.
Hvordan ved du om der er lopper i sengen?
Du ved, at du har et problem med lopper eller et andet kryb, f.eks. væggelus, i sengen, hvis du vågner op med røde plamager på kroppen. Disse klør ofte gevaldigt. De røde plamager og kløen er loppebid, og er derfor en indikation på, at du har en ubuden gæst i din seng – og så er det bare med at handle hurtigt! For lopper er yderst modstandsdygtige og formerer sig på ingen tid.
Hvorfor klør et loppebid?
Du vil opleve, at et loppebid klør, da insektet udskiller et histaminlignende spytstof gennem en sugesnabel. Spyttet har til formål at nedbryde vævet omkring biddet, så blodet ikke størkner – og loppen således kan suge blod fra området uforhindret. Lopper kan godt bide flere gange, da de forsøger at finde frem til et blodkar. Af den grund vil du ofte have flere loppebid ved siden af hinanden.
Hvor kommer lopperne fra?
For at kunne bestemme, hvordan du bedst bekæmper lopperne, så er du først nødt til at finde ud af, hvor de kommer fra. Ofte vil lopperne blive taget med ind i hjemmet af et kæledyr, f.eks. en hund, kat, fugle, høns m.fl. Dette kan også være tilfældet, selv hvis du ikke selv ejer et kæledyr, men blot har haft et på besøg. Kæledyret kommer ofte i kontakt med insektet, hvis det har opholdt sig i et miljø med lopper. En loppe hopper altså ikke nødvendigvis fra vært til vært, da den har det fint, hvor den er. Er den derimod rystet af i et tæppe, en seng e.l. og leder efter en vært, så hopper den gerne over på en ny vært.
Helt generelt trives lopper bedst i fugtige og varme omgivelser, hvorfor sengen er et foretrukket “gemmested”. Mens de ligger her, kan de reagerer på liv omkring dem, hvilket også er grunden til, at man ofte får loppebid som menneske om natten, hvis der er lopper i hjemmet. Udklækkede larver gemmer sig også i gulvsprækker, tæpper, puder, revner o.l.
Sådan bekæmper du lopper i sengen
Det kan være umådelig svært at komme lopperne til livs, så du skal indstille dig på, at processen kommer til at tage lidt til. Dette skyldes bl.a., at lopperne formerer sig hurtigt og at det danske klima skaber gode betingelser for loppernes overlevelse. F.eks. har vi i Danmark milde vintre, hvilket gør, at lopperne reelt kan overleve hele året rundt. Det er dog ofte i foråret, at vi især ser udbrud af lopperne.
Herunder giver vi dig nogle gode råd til, hvordan du slipper af med lopperne – husk dog, at processen skal gentages over flere måneder. Lopperne kan nemlig sagtens overleve, hvis de er et andet sted i livscyklussen end en voksen loppe (f.eks. kan loppepupper overleve i op til 12 måneder).
- Behandl dit kæledyr: Hvis lopperne kommer fra dit dyr, så er det vigtigt, at du får behandlet det med et loppedræbende middel så hurtigt som muligt. Er der flere kæledyr i huset, skal alle behandles (også selvom de ikke alle viser tegn på at have lopper)
- Støvsug og rengør hele huset grundigt: En grundig rengøring af huset er nødvendig for at komme katte lopper til livs i dit hjem. Det er dog ikke nok blot at støvsuge og tørre støv af – alle genstande som kæledyret kan have været i kontakt med skal vaskes – og f.eks. puder, dyner, tæpper etc. skal maskinvaskes ved høje grader. Husk at lopper kan leve i revner, sprækker o.l. i hjemmet, så du kan på ingen måde springe over hvor gærdet er lavest og foretage en halvhjertet rengøring
- Giv en behandling mod lopper regelmæssigt: For at forebygge forekomsten af lopper i hjemmet kan du med fordel give dit kæledyr loppemidler med jævne mellemrum. På den måde bliver eventuelle lopper dræbt med det samme før de bliver slæbt med ind i huset
Vil du gerne beskytte din seng mod lopper i fremtiden? I så fald kan det være en god ide at investere i en rullemadras. En rullemadras er ultratynd og lægges ovenpå madrassen eller topmadrassen for at beskytte den underliggende madras mod sved, snavs, insekter o.l. Læs vores test af de bedste rullemadrasser og find frem til den rette model for dig.
Det kan også være, at du skal tage et kig på vores artikel om topmadrasser, hvis du konstant er plaget af loppebid. I så fald kan det være, at du ikke slipper af med de lopper, der allerede bor i din topmadras, hvorfor en ny variant kan være den bedste løsning.