Jetlag

Jetlag

Flere lider af jetlag, når de flyver mellem tidszoner, men hvorfor er det egentlig at vores krop påvirkes så meget af denne ændring i destinationen? Og hvordan kommer man jetlag til livs? Vi besvarer bl.a. ovenstående spørgsmål i dette indlæg om jetlag. Du kan også læse mere om, hvorfor det er hårdere for kroppen at rejse østover end vestover.

Hvad er jetlag?

Jetlag er en tilstand, hvor kroppen er ved at vænne sig til en ny tidszone. Det opstår i forbindelse med flyrejser, hvor man rejser igennem en eller flere tidszoner for at komme frem til et andet område. Det tager gerne lidt tid for kroppen at vænne sig til en ny tidszone, og derfor vil flere opleve, at man er lidt ved siden af sig selv efter at være ankommet i den nye tidszone. Faktisk vil nogle mennesker skulle bruge flere dage på at vende deres døgnrytme, så den passer til det pågældende område, hvor man nu befinder sig.

Der er flere faktorer, som spiller ind i, hvor slem jetlagget er for den enkelte person. F.eks. er det forskelligt fra person til person, hvor godt man håndterer skift i ens døgnrytme, og så har antallet af tidszoner, tiden på dagen og rejseretningen også en indflydelse på, hvor hårdt man bliver ramt af jetlag.

Symptomer på jetlag

Almindelige symptomer på jetlag inkluderer søvnproblemer, generel træthed, et nedsat præstationsniveau, maveproblemer, hovedpine m.fl. Nogle personer har svært ved at komme sig over jetlag, mens andre på den samme rejse næsten ikke mærker nogen forskel i kroppen.

Sådan kan du undgå jetlag

Flere studier har undersøgt diverse midler og handlingers indvirkning på mindskelsen af jetlag. Det viser sig, at du heldigvis selv kan gøre noget for at mindske risikoen og mængden af jetlag på længere rejser, hvis du bliver hårdt ramt af tilstanden. I værste fald kan du trods alt være “nedlagt” i flere dage efter ankomst i en ny tidszone, hvilket kan være meget frustrerende, hvis du er der for at nyde området. 

Det er ikke alle råd, der virker lige godt for alle mennesker, og der er forskellige søvnbehov, så prøv dig eventuelt lidt frem, så du kan finde den bedste metode til at bekæmpe jetlag på for dig.

  • Forsøg at tilpasse din døgnrytme til destinationen et par dage før du tager afsted – du kan skubbe din døgnrytme en times tid hver dag, og kan således undgå at blive for hårdt ramt af jetlag, når du er landet
  • Sørg for at drikke rigeligt med væske
  • Undgå at indtage alkohol på flyveturen
  • Bevæg dig gerne – både i luften og når du ankommer til destinationen, så du holder kroppen i gang
  • Brug gerne lys til at vælge med at indstille det indre ur
  • Benyt eventuelt midler såsom melatonin til at hjælpe med at regulere døgnrytmen
  • Undgå at lægge dig til at sove, når du ankommer til destinationen, hvis det er midt om dagen – du kan eventuelt forsøge dig med koffein til at holde dig vågen

Det kan være svært at holde sig vågen, når man ankommer til sin destination, hvis du næsten ikke har fået noget søvn på flyrejsen eller din døgnrytme er vendt med mange timer. I disse tilfælde kan en lur virke som den eneste løsning for at blive frisk igen. Hvis du vælger at indhente lidt søvn midt på dagen, så skal du dog sørge for at gøre det til en powernap. En powernap kan nemlig være med til at give dig fornyet energi, så du kan holde dig vågen, men uden at du sover helt igennem og ødelægger din døgnrytme yderligere.

Vil du vide mere om powernaps og hvordan du opnår den bedste lur? I så fald skal du læse vores indlæg om powernaps, da du får svar på alle dine spørgsmål i artiklen.

Er der forskel på at rejse øst- eller vestover?

Utroligt nok kan din rejseretning have en indflydelse på, hvor hårdt du rammes af jetlag. Det vil i de fleste tilfælde være hårdere for kroppen at rejse østover, da man “mister” timerne idet døgnet forkortes, hvorimod man vestover blot forlænger døgnet en smule. Det er således også nemmere at falde i søvn under rejser vestover end østover, da det passer i forhold til den eksisterende døgnrytme. For rejser vestpå gælder det, at det tager cirka et døgn at korrigere døgnrytmen med cirka halvanden time, mens det for rejser østpå kun korrigerer døgnrytmen med én time per døgn.

Du kan mindske påvirkningen af jetlag på både rejser øst- og vestover med de ovenstående råd om, hvordan man bekæmper jetlag. Især for rejser østover gælder det, at man med fordel kan justere sin døgnrytme en smule hjemmefra i dagene op til rejsen. I disse tilfælde kan midler som melatonin og kaffe også være behjælpelige, samt en powernap efter landing, så man kan holde den kørende til det reelt bliver aften.

sleep walker

Søvngænger

Flere oplever søvngængeri i en eller anden udstrækning i løbet af livet. Selve tilstanden er fuldstændig ufarlig, men det kan være en god ide at

Læs mere »